Huskeliste: Fra Klub-CMS til KlubWeb

Når I går fra Klub-CMS til KlubWeb, er det en god anledning til at rydde op, fordele ansvar og sikre, at det rigtige indhold kommer med over på den nye hjemmeside.

Denne huskeliste hjælper jer med at få overblik over de vigtigste ting, I bør tage stilling til - både før I importerer indhold, mens I bygger den nye side, og inden I lancerer jeres nye hjemmeside.

Før I går i gang

Inden I begynder at importere indhold eller bygge jeres nye hjemmeside, bør I sikre, at de rette personer i klubben er involveret.

Afklar hvem der er KlubWeb-ansvarlig

Start med at beslutte, hvem der har det overordnede ansvar for klubbens arbejde med KlubWeb. Det kan være den samme person, som tidligere har arbejdet med Klub-CMS, men det behøver det ikke være.

Den KlubWeb-ansvarlige bør have overblik over:

  • hvem der skal kunne arbejde med hjemmesiden

  • hvilke dele af den gamle side der skal flyttes med

  • hvem der gør hvad i opbygningen af den nye side

  • hvornår siden er klar til at gå live

Gennemgå klubbens brugere

Tjek hvem der skal have adgang til KlubWeb. Der kan være tidligere frivillige, gamle administratorer eller personer med adgang, som ikke længere har en aktiv rolle i klubben.

Overvej også, om der er nye personer, der skal have adgang. Det kan for eksempel være personer med ansvar for nyheder, sponsorer, sociale medier eller praktisk information på hjemmesiden.

Fordel opgaverne internt

Det er en fordel at aftale, hvem der tager sig af de forskellige dele af arbejdet.

For eksempel:

  • nyheder

  • sponsorer

  • billeder og dokumenter

  • kontaktoplysninger

  • sociale medier

  • hold- og træningsinformation

  • infoskærm

På den måde undgår I, at alt lander hos én person, eller at vigtige opgaver bliver glemt.

Ryd op i det gamle Klub-CMS

Inden I importerer indhold til KlubWeb, bør I gennemgå det indhold, der ligger på jeres nuværende Klub-CMS-side.

Det kan være fristende bare at flytte det hele med, men gammelt og forældet indhold kan hurtigt skabe rod på den nye side.

Gennemgå jeres nyheder

Importerede nyheder bliver som udgangspunkt afpubliceret på den nye KlubWeb-side. Det betyder, at de ikke automatisk bliver synlige for besøgende.

I kan derfor selv vælge, hvilke nyheder der skal publiceres igen.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at billeder og medier fra nyhederne også flytter med. Derfor kan det ofte være lettere at rydde op i nyhederne på den gamle Klub-CMS-side, inden I importerer dem til KlubWeb.

Overvej især at fjerne eller frasortere nyheder, der ikke længere har værdi, for eksempel:

  • gamle kampagnebeskeder

  • aflyste arrangementer

  • tidligere tilmeldingsfrister

  • forældede praktiske beskeder

  • nyheder med gamle kontaktpersoner eller links

Nyheder om større begivenheder, jubilæer, kåringer, stævner eller anden klubhistorik kan derimod være relevante at tage med over.

Gennemgå billeder, filer og medier

Hvis I vælger at eksportere mediebiblioteket fra jeres gamle Klub-CMS-side, bliver filerne hentet ned lokalt. De bliver altså ikke automatisk lagt ind på jeres nye KlubWeb-side.

Når I skal bruge billeder, PDF’er eller andre filer på den nye side, skal I derfor selv udvælge og uploade det materiale, I fortsat vil bruge. Derfor kan det være en fordel at rydde op i mediebiblioteket, inden I eksporterer det - eller som minimum gennemgå filerne, før I uploader dem igen i KlubWeb.

Gamle billeder, PDF’er og dokumenter kan fylde unødigt og gøre det sværere at finde det indhold, I faktisk skal bruge.

Vær særligt opmærksom på:

  • gamle dokumenter

  • forældede PDF’er

  • billeder, der ikke længere skal bruges

  • filer med gamle kontaktoplysninger

  • materiale, der ikke længere er relevant for klubben

Hvis der ligger indhold med personoplysninger, bør I også overveje, om det fortsat skal være tilgængeligt.

Gennemgå sponsorer

Hvis I importerer sponsorer, bør I først sikre, at sponsorlisten er opdateret.

Tjek blandt andet:

  • om sponsoren stadig er aktiv

  • om logoet er opdateret

  • om sponsorens link virker

  • om sponsoren stadig skal vises på hjemmesiden

  • om der mangler nye sponsorer

En opdateret sponsorliste giver et bedre udgangspunkt, når I skal bygge den nye side.

Husk at import ikke er det sidste trin

Importeret indhold skal betragtes som et arbejdsgrundlag. Når det er kommet over i KlubWeb, skal I stadig gennemgå det og beslutte, hvad der skal vises på den nye side.

Særligt nyheder skal gennemgås, da de lander afpubliceret.

Når I bygger den nye hjemmeside

Når I går i gang med at bygge den nye side, bør I starte med det vigtigste indhold først.

Det er bedre at få en enkel og opdateret hjemmeside klar end at forsøge at flytte alt fra den gamle side én til én.

Byg de vigtigste sider først

Start med de sider, som medlemmer, forældre, frivillige og nye spillere typisk har mest brug for.

Det kan for eksempel være:

  • forside

  • kontakt

  • hold og træningstider

  • nyheder

  • sponsorer

  • praktisk information

  • tilmelding eller kontingent

  • information til nye medlemmer

Når de vigtigste sider er på plads, kan I altid bygge videre senere.

Gennemgå importerede nyheder

Hvis I har importeret nyheder og ikke allerede har ryddet op i dem, skal I gennemgå dem i KlubWeb og beslutte, hvilke der skal publiceres.

Tjek blandt andet:

  • om teksten stadig er relevant

  • om billederne passer til nyheden

  • om links stadig virker

  • om kontaktpersoner og datoer er korrekte

  • om nyheden overhovedet skal vises på den nye side

Link til klubbens sociale medier

Husk at tilføje links til de sociale medier, klubben bruger aktivt.

Det kan for eksempel være:

  • Facebook-side

  • Facebook-grupper

  • Instagram

  • YouTube

  • LinkedIn

Link kun til sider og profiler, som klubben faktisk holder opdateret.

Opret infoskærm igen

Hvis I bruger infoskærm i klubben, skal I huske at oprette den igen i KlubWeb.

Det er en opgave, der let kan blive overset, fordi fokus ofte ligger på selve hjemmesiden. Sørg derfor for at tage stilling til, hvem der opretter og tester infoskærmen.

Gennemgå menustrukturen

Når I bygger den nye hjemmeside, bør I også se på, om menuen er nem at forstå.

En god menustruktur gør det lettere for besøgende at finde det, de leder efter. Det gælder især nye medlemmer, forældre og frivillige, der ikke kender klubbens interne opbygning.

Undgå for mange menupunkter, og saml gerne beslægtet indhold, hvor det giver mening.

Inden I går live

Når hjemmesiden er bygget op, bør I gennemgå den, inden I lancerer hjemmesiden.

Gennemgå siden på både computer og mobil

KlubWeb er bygget til at fungere på både computer og mobil. Alligevel er det en god idé, at I gennemgår jeres egen side på forskellige skærmstørrelser, inden den går live.

Det handler især om at se, om jeres indhold fungerer godt i praksis. Billeder, tekstlængder, menupunkter og opsætning kan opleves forskelligt alt efter, om siden ses på en computer, tablet eller mobil.

Når I bygger siden, kan I bruge preview-funktionen til at se, hvordan siden tager sig ud på forskellige skærme. Nederst i browseren vises en blå bjælke, hvor I kan skifte visning - for eksempel mellem desktop og telefon i landscape mode.

Tjek blandt andet:

  • om forsiden giver et godt førsteindtryk

  • om billeder beskæres eller placerer sig, som I ønsker

  • om tekst og billeder fungerer godt sammen

  • om menuen er overskuelig

  • om kontaktoplysninger er tydelige

  • om vigtige links er nemme at finde og bruge

Få en anden i klubben til at læse med

Det er en god idé at få en anden person i klubben til at gennemgå hjemmesiden, inden I går live.

En person, der ikke selv har bygget siden, opdager ofte fejl, manglende information eller uklare formuleringer hurtigere.

Tjek links og kontaktoplysninger

Inden lancerer, bør I især kontrollere:

  • mailadresser

  • telefonnumre

  • links til sociale medier

  • links til tilmelding

  • links til eksterne systemer

  • sponsorlinks

  • links i gamle nyheder, hvis de publiceres igen

Kontakt DBU IT som sidste trin

Når den nye hjemmeside er bygget, gennemgået og klar til brug, skal I kontakte DBU IT.

Så sørger vi for at den nye KlubWeb CMS-hjemmeside erstatter den gamle hjemmeside.

Inden I lancerer, bør I derfor sikre jer, at:

  • de vigtigste sider er oprettet

  • kontaktoplysninger er korrekte

  • relevante nyheder er gennemgået

  • sponsorer er på plads

  • sociale medier er linket

  • infoskærmen er oprettet, hvis I bruger den

  • siden er testet på både computer og mobil

Brug huskelisten undervejs

I kan også downloade huskelisten som PDF, så I har den ved hånden, mens I arbejder med jeres nye KlubWeb-side. Brug den som en praktisk tjekliste, når I rydder op, bygger siden og gør klar til at lancere hjemmesiden.