Sådan bliver klubberne hjulpet i gang med KlubWeb

09. juni 2026
Af: DBU IT
klubweb-hjaelp.png (1)
Med KlubWeb følger ikke kun nye muligheder, men også en række konkrete værktøjer og tilbud, der skal hjælpe klubberne godt i gang - fra hjælp til opbygning af sitet og overførsel af indhold til video-vejledninger, kurser og webinarer.

Når klubberne i den kommende tid skal finde deres vej i KlubWeb, bliver de ikke sendt afsted alene.

Der er iværksat en række konkrete tiltag, som skal gøre overgangen lettere - både for klubber, der skal i gang med et helt nyt KlubWeb CMS-site, og for klubber, der vil arbejde med de øvrige muligheder i KlubWeb. Målet er at gøre det nye landskab mere overskueligt og give klubberne den bedst mulige hjælp til at komme godt fra start.

Mulighed for at få bygget sitet

For nogle klubber vil det være en stor hjælp at få bygget sitet op med professionel hjælp. Derfor bliver det også muligt at købe hjælp til opbygningen af et nyt KlubWeb CMS-site.

For 8.000 kr. kan klubben få hjælp til at få bygget sitet op med udgangspunkt i klubbens materiale og ønsker.

Opgaven gennemføres i følgende faser:

  • opstart og adgangsafhentning, herunder klarlægning af klubbens materiale og login til den nye CMS-side

  • grundopsætning med farver, logo, font, favicon, header og footer

  • menustruktur og sideoprettelse med op til 20 sider inklusive tilmeldingsside

  • sponsor- og holdopsætning med op til 20 sponsorer og 20 holdsider

  • gennemgang og godkendelse med DBU og klubben

Den forventede leveringstid er 14 arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor nødvendigt materiale og adgang er modtaget.

Hjælp til nyheder, mediebibliotek og sponsorer

For mange klubber handler overgangen ikke kun om at bygge noget nyt. Det handler også om eksisterende indhold, som det vil være både tidskrævende og unødvendigt at oprette på ny.

Vi er hos DBU IT ikke blinde for, at nogle klubber har haft deres Klub-CMS-site i mange år og derfor har opbygget et stort nyhedsarkiv, som stadig har værdi og fortsat skal kunne leve videre på det nye site. Derfor kommer det nye KlubWeb CMS også med en løsning, hvor klubberne i deres nye CMS får en knap under systemopsætning, som sætter flytningen af nyheder fra det gamle site til det nye i gang. Målet er at gøre overgangen lettere og mindske det manuelle arbejde for klubber, der ikke ønsker eller har mulighed for at oprette gamle nyheder igen.

Det samme gælder sponsorer. Her kommer der også en løsning, hvor klubberne kan starte overførslen direkte fra det gamle CMS til det nye. Hvis et sponsormodul i det nuværende site indeholder sponsorer fra både Klub-CMS og KlubOffice, er det også den sammensætning, der vil blive oprettet i det nye site.

Derudover kommer der også en løsning til eksport af mediebiblioteket. På det gamle site vil klubben kunne kalde en særlig adresse og bruge sin webservice-nøgle fra KlubOfficeog derefter få adgang til at hente zip-filer med klubbens indhold. Selve importen til det nye site skal ske manuelt.

Der kommer naturligvs vejledninger til alle tre hjælpefunktioner, så klubberne kan komme gennem processen bedst muligt.

Video-vejledninger og huskeliste til de vigtigste opgaver

Der er også hjælp på vej til selve arbejdet i det nye KlubWeb CMS.

DBU IT forbereder en række video-vejledninger, som tager kommende brugere gennem nogle af de vigtigste elementer i løsningen. Videoerne vil blandt andet omhandle:

  • Design-hjælper

  • Holdside-mapper

  • Mulighed for at kopiere indhold – hele sider eller specifikt indhold

  • Heros

  • Sociale medier i footeren og i top headeren

  • Side og navigation

  • Sponsorlister

Samtidig bliver der udarbejdet en huskeliste med de ting, klubberne særligt skal være opmærksomme på, når de går i gang med deres nye site.

Kurser gennem lokalunionerne

For klubber, der gerne vil have mere hjælp i et kursusformat, bliver der også mulighed for undervisning gennem lokalunionerne.

Her vil kurser kunne bookes via KlubOffice, så klubberne får endnu en vej ind i arbejdet med KlubWeb og det nye CMS. Underviserne vil naturligvis også blive oplært i det nye KlubWeb CMS, så de er klædt på til at give deres viden videre og hjælpe klubberne godt i gang.

Webinarer bygget op om klubbernes spørgsmål

Som en del af hjælpen planlægger vi i DBU IT også to FAQ-webinarer.

Det første webinar bliver afholdt inden opstarten, hvor fokus vil være på spørgsmål om blandt andet KlubWeb, bestilling og de overordnede rammer. Det andet webinar bliver afholdt efter sommeren og vil have fokus på spørgsmål til arbejdet med de forskellige løsninger, for eksempel hvordan man opretter en nyhed eller en sponsorliste.

Webinarerne bliver ikke bygget op som en stor samlet præsentation eller en fuld gennemgang fra start til slut. Tanken er i stedet, at de skal tage udgangspunkt i de spørgsmål, klubberne selv melder ind, så brugerne kan få svar på det, der er mest relevant for dem.

Derfor bliver det også vigtigt, at man har sine spørgsmål klar, når tilmeldingen til webinarerne åbner, så vi i DBU IT har styr på hvilke spørgsmål, der skal svares på under webinaret. Det vil naturligvis også være muligt at sende spørgsmål ind, selv om man ikke har mulighed for at deltage live. Webinarerne bliver nemlig lagt offentligt ud efterfølgende.

Hvis der kun kommer ganske få spørgsmål ind, vil webinaret blive aflyst, og spørgsmålene vil i stedet blive besvaret enkeltvis og direkte.

Der er endnu ikke fastsat datoer for webinarerne, men information om det første webinar bliver meldt ud inden længe.